Anmeldelse fra Herning Folkeblad
Efterårsmusik
-jazz med overtøj på

Peter Vuust Kvartet
Fermaten, 22-11-02

Den nordiske jazz har i mange år kredset om en bestemt lyd, som ikke kan defineres klart. Den er ligeså meget en stemning, som den er en lyd. En demonstration på dette fænomen kunne høres på Fermaten i fredags, hvor Peter Vuust besøgte spillestedet. Hans kvartet består af to svenskere. Ove Ingemarsson på saxofon og Peter Danemo på trommer. Desuden havde Vuust, som spiller bas, taget Kasper Villaume på piano med.
Efterårsstemingen var der inden musikken gik i gang. Levende lys på alle borde og i vinduerne, hvor man kunne se blæsten ruske udenfor. I andet nummer, The big view, der ligesom resten af musikken var komponeret af Vuust, forsøgte orkestret allerede at indfange den nordiske stemning. Nummeret var en luftig og melodisk sag, hvor Ove Ingemarsson demonstrerede sine fantastiske evner på saxofonen. Hans klang var meget ren og elegant og endda også en smule forførende, en modsætning til ham selv. Han trådte pænt frem når han skulle spille, og stod stift midt på scenen, hvorefter han trådte til siden når han var færdig. Han gjorde ikke megen væsen af sig, men udfyldte pænt den rolle han var sat til, nemlig at spille saxofon.
Den unge pianist Kasper Villaume imponerede med et medrivende spil, fyldt med overskud. Han rummer utroligt meget, og er helt sikkert værd at holde øje med.
Peter Vuust er for mange kendt som Erik Grips makker, og visetraditionen trækker han også med ind i sin musik. Den bliver sammen med jazzmusikken brugt til at skabe stemninger. Når han spiller de stille numre, bliver det let vemodigt og en smule dystert, men ikke tungt. Han står stærkt i de numre, hvor melodien er fremme i billedet, og hvor netop en kapacitet som Ove Ingemarsson kommer til sin ret. Peter Vuusts kompositioner bærer præg af en kærlighed for den gode melodi, og i samtlige numre var der lækre melodistykker som blev brugt effektivt. Peter Vuusts lyd på bassen er behagelig og med en lækker blød dybde. I øvrigt var det kun Vuust og Villaume der havde brug for elektrisk forstærkning. Noget som sjældent får mulighed for at opleve på Fermaten, og samtidig en demonstration af den gode akustik i lokalet.
Koncerten var afvekslende og i uptempo numrene, nærmest dansede Vuust med sin bas. Han var tilfreds, og kunne også være det, bl.a. med sin trommeslager Peter Danemo, som var bedst, når der var gang i den, men knap så nuanceret i balladerne. Kvartettens svaghed var, at den ikke fremstod som en sammentømret enhed. Peter Vuust og Ove Ingemarssons samarbejde var fortrinligt og en nydelse, men indimellem virkede både Villaumes og Danemos spil søgende.
Dette kunne dog ikke spolere koncerten, og man havde hele tiden på fornemmelsen at Vuust ville noget med sin musik, nemlig skabe følelser og oplevelser for hver enkelt tilhører, og denne mission lykkedes til fulde. Stilen og udgangspunktet var den klassiske jazz, og med afsæt i den fik vi en god oplevelse, hvor især Ove Ingemarsson vil blive husket.
Koncerten var den sidste på Fermaten i Focus Jazz serien, et projekt som også gjorde det muligt for Vuust at spille i Lemvig, Holstebro og Brande.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad
VERDENSKLASSE PÅ FERMATEN-Doky begejstrede et fuldt hus
Chris Minh Doky, Fermaten, 15-11-02

Fermaten slår et slag for jazzen lige for tiden. Forrige fredag væltede Frederik Lundin Overdrive spillestedet med en sublim koncert. I fredags var det Chris Minh Dokys tur til at indtage et proppet Fermaten. Chris Minh Doky startede koncerten med temaet fra James Bond filmene, et nummer som også er med på hans nye plade Cinematique. Nummeret bar præg af, at orkestret som udover Chris Minh Doky på bas, bestod af Clarence Penn på trommer og Edward Simon på piano, skulle spille sig ind på hinanden, men allerede ved Doky's første solo i nummeret, kan man høre at orkestret var samlet, og derefter gav et samlet og forenet udtryk resten af aftenen.

Ved koncertens start sagde Doky at koncerten nok ville blive mere stille end vi var vant til. Det var femte gang han gæstede Fermaten, og denne gang bestod repertoiret af filmtemaer og Doky's egne kompositioner. Han spillede melodier fra bl.a. The Party (den med Peter Sellers), Frasier og Moulin Rouge. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at det er når han spiller sine egne kompositioner at det bliver allerbedst. I et nummer som Rain, skrevet på en regnvejrsdag i Tokyo, svømmer man fuldstændig væk. Det er enkelt, flot og smækfyldt med følelser. Doky's stille og balladeagtige kompositioner er meget nordiskinspirerede, med sin luftighed og lyriske tone. Doky forlod Danmark for efterhånden mange år siden og bor i dag i New York, med sin danske kæreste (fra Hammerum) og har også fået input fra den mere funky og hårdtslående New Yorkerjazz, og det skader ham ikke. Chris Minh Doky kommer i det hele taget verden rundt med musikken, for en uge siden spillede han i Sydkorea sammen med det amerikanske supernavn, Brecker Brothers.

Chris Minh Doky er altså ikke bare en dansk, men også en international jazzmusiker. Man kan mærke at kravene er høje, og de to medbragte musikere var i absolut verdensklasse. Trommeslageren Clarence Penn har været med Doky adskillige gange på Fermaten, og han imponerer lige meget hver eneste gang. Der er noget for både husarerne og feinschmeckerne. Hans spil er fyldt med overskud, og han spiller hele tiden så han lydmæssigt er i niveau med de to andre musikere. Der bliver ikke tæsket på trommerne. I flere numre fik vi mulighed for at høre ham lave nogle små lækre solofills, hvor han fik publikum til at koge over i total begejstring. I temaet fra Frasier afslutter Penn med en solo som sjældent er hørt bedre i Herning og omegn. Penn spænder vidt, og er en oplevelse både at se og høre på. Edward Simon er en spændende pianist, det var første gang han var med. Han var blevet begavet med et rigtigt flygel, og det er meget sjældent at det sker på Fermaten, og så var det jo en fornøjelse at høre det blive brugt på den måde. Hans spil var flot og enkelt, med sans for detaljen. Bl.a. smed han nogle lækre latintoner ind i musikken, det kunne have været spændende med mere af det. I melodien Sleepless dream havde han en lang solointro, hvor publikum var helt stille, nød musikken og var indfanget af musikken.

Publikum skulle varmes op, først i tredje nummer blev der klappet af en solo, men derefter var håndfladerne konstant varme. Publikum spændte alders- og typemæssigt vidt. Det har selvfølgelig ikke noget med kvalitet at gøre, at der kommer mange forskellige typer mennesker til en koncert, omvendt er det heller ikke noget der trækker ned. Det er f.eks. dejligt at se at der er et ungt publikum til jazz. Chris Minh Doky sagde bagefter at han ikke håbede, at han fik skræmt dem væk, når det blev alt for jazz’et. Det tror jeg ikke, og i det hele taget gik folk derfra med en god følelse i både krop og hoved.

Koncerten var bedst i anden afdeling. Hans lange basintro til One day I'll fly away (fra Moulin Rouge), har jeg ikke visket bort fra hukommelsen endnu. Den gav et indblik i hvad han kan, bl.a. kunne der høres både Niels-Henning Ørsted Pedersen-agtige klange, og mere pågående klange. Inden det obligatoriske ekstranummer spillede trioen temaet fra The Flintstones, hvor de efter at have spillet melodien et par gange førte nummeret over i en sej omgang triojazz i verdensklasse. Publikum fik som ekstranummer Dokykompositionen Home sweet home, og der skal ikke være nogen tvivl om at han er velkommen "hjemme" igen. Doky føler sig helt klart tilpas på Fermatens scene og han var istand til at fastholde publikum, så der var helt stille i de mere sagte passager i musikken, og oppe-under-loftet euforisk stemning når der var gang i den. Trioen formåede, det som meget få kan, nemlig at have samtlige publikummer i sin hule hånd, det meste af aftenen.

På fredag står der endnu bassist i spidsen for et orkester, på Fermaten. Det er Peter Vuust, som skal underholde, og mon ikke Fermaten igen viser at det også er en jazzklub.