Anmeldelse fra Herning Folkeblad
Koncert med Morten Ramsbøl Group feat. Jeff Ballard
Fermaten, 25-04-03

Fredag aften spillede den forholdsvis ukendte bassist, Morten Ramsbøl på Fermaten. Ramsbøl er ikke den mest kendte, på den danske jazzscene. Til gengæld havde han udstyret, sit orkester med to af de bedste, og mest kendte danske jazzmusikere. Nemlig den århusianske guitarhelt Uffe Steen og saxofonisten Hans Ulrik. Hvis det ikke var nok, med disse to danske stjerner, kunne man fornøjes over trommeslageren Jeff Ballard, som er kendt for sin plads hos Chick Corea.
Aftenens materiale var primært hentet fra Ramsbøls CD Short stay, som udkom sidste år. Kapelmesteren Morten Ramsbøl har udvist stort mod ved, at engagere så forskellige og individuelle folk, som Uffe Steen, Hans Ulrik og Jeff Ballard.
Uffe Steen har fået meget af sin guitaropdragelse på bluesscenen, og viste flere formidable eksempler på det i løbet af aftenen. Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om han er jazzguitarist med blues i kroppen, eller omvendt. Det er også ligegyldigt, for han er en af Danmarks allerbedste guitarister. Uffe Steen havde komponeret et par af aftenens bedste numre; Etta og Tango, hvor den sidste var en meget smuk og følsom melodi.
Saxofonisten Hans Ulrik kan ikke sættes i bås. Fra hans eget ensemble kender vi ham, som en der spiller let fordøjelig jazz, mens han som Ramsbøls lejesvend, helt klart havde påtaget sig rollen som vildmand, bl.a. i sin egen komposition Big brouhaha, som var en særdeles hidsig sag.
Trommeslageren Jeff Ballard havde også komponeret et par af aftenens numre, og specielt første nummer i andet sæt gjorde indtryk. Det var et hardbop nummer for trio, med Hans Ulrik som solist.
Jeff Ballard er uden tvivl en meget dygtig trommeslager, men bidrog ikke med mere til musikken, end flere af de bedste danske jazztrommeslagere kunne have gjort.
Morten Ramsbøl havde skrevet nogle enkelte numre, og bl.a. var numret New Jersey særdeles stærkt med en flot melodilinje. Ramsbøls bedste indsats var i kapelmesterens rolle. Han formåede at samle et hold af individualister, og fik dem til at spille godt sammen, hvor der var plads og overskud til smil til hinanden: Morten Ramsbøl er en musiker, der er fænomenal til at skabe nogle rammer hvor musikerne trives, og skaber luft og respekt for den enkeltes spil. Hans øre for de enkelte detaljer er godt, og han er god til lægge en bund, hvor musikken foldes ud i fuldt flor.
Nu har jeg slet ikke nævnt Henrik Gunde. Han havde taget sit gamle, særdeles veltjente og slidte Rhodes piano med. Han er et godt kort på holdet. Under sine soli stråler han som en sol, og sidder og stønner med i musikken. Heldigvis er der ikke mikrofon på, så det kunne kun svagt høres og i stedet blev det til et sjovt kuriosum i musikken.
Publikum fik en god aften, de var meget lydhøre, og tændte på at høre en god gang gedigen jazzmusik.