Anmeldelse fra Herning Folkeblad 02-04-04
ALT VAR PERFEKT
GinmanBlachmanDahl
Fermaten, torsdag d. 01-04-04


I mange år frem vil man tale om koncerten i går aftes. Det bliver for småt at tale om årets koncert. Denne koncert bliver et fixpunkt og en referenceramme for jazzkoncerter på Fermaten fremover. Alt var perfekt.

Bassisten Lennart Ginman, trommeslageren Thomas Blachman og pianisten Carsten Dahl lagde publikum ned. På den ene side sad man med åben mund og polypper, og var paf over den tekniske formåen. På den anden side blev man hed om ørerne og hjertet over alle de følelser de lagde i musikken. De indledte koncerten med en egenkomposition, som førtes over i Monk’s Well you needn’t. Herefter kom klassikeren All Blues, som mange kender fra det mest kendte jazzalbum nogensinde: Kind of Blue. Altså en melodi som man er meget fortrolig med, og nærmest ikke kan forestille sig spillet uden Miles Davis’ trompet i front. Men det kan den! Trioen leverede en version hvor de gik op og ned i tempo, og fra det afdæmpede til skarpe smæld i lilletrommen. Inden pausen fik vi i øvrigt endnu en fænomenal udgave af en Miles Davis klassiker, nemlig Milestones.

Trioen er en komplet trio, hvor de supplerer hinanden perfekt. Ofte er det trommeslageren der lægger bunden og sørger for at at et orkester kommer helskindet igennem et nummer. Her er det i stedet bassisten Lennart Ginman. Han står midt imellem de to gnistrende genier, Blachman og Dahl, som måske i kraft af, at de begge er stand til at spille på den andens instrument, har større forståelse for hinanden. Carsten Dahl spillede trommer i tidernes morgen på konservatoriet og Thomas Blachman har bl.a. komponeret musik til den klassiske pianist Katrine Gislinge. De tør presse hinanden ud over kanten, og den gode stemning på scenen mærkes og smitter af på publikum. Denne trio må simpelthen få et gennembrud i udlandet på et tidspunkt.

Efter pausen lagde de ud med Cole Porters Night and day. De føjede igen en masse nyt til en velkendt sang. De vred og pressede den til det yderste, med bevarede hele tiden respekten for den gode melodi. Min egen favorit var nok deres udgave af Caravan, melodien af Juan Tizol som Ellington udødeliggjorde. Jeg har hørt den melodi i mange versioner, men gårsdagens var noget nær det himmelske.

I jazzmiljøet i Herning er der allerede dannet fraktioner. Enten hører man til de frelste, som var til GinmanBlachmanDahl koncert, eller også er man bare en stakkels sjæl, som stadig er på jagt efter det perfekte.