Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 11.02.05

The Carl Nielsen blues

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra
Fermaten d. 10.02.05

Når en vin er rigtig stor, har jeg lært at den skal være kompleks og være fyldt med forskellige smagsnoter, som kan åbne op til nye oplevelser. Pierre Dørges Jungleorkester er stort, komplekst, fuld af forskellige toner, og åbner i den grad op til nye musikalske oplevelser. Orkestret lagde ud med en af de mest kendte jazzkompositioner, St. Louis Blues, som de omkransede med to Carl Nielsen kompositioner, så var stilen lagt an.

Det ni mand store Jungleorkester leverede sprælsk, morsom og udadvendt musik, hvor der var plads til den enkelte musikers udfoldelser. Jazz var grundlaget og udgangspunktet for orkesteret, men ellers var der ingen begrænsninger. De bragte os ud på en musikalsk verdensomrejse, med grønlandsk indlandsis sang, søhestevrinsk, hønsefødder, afrikansk fest og hvad der ellers måtte ligge der imellem. Det er måske en forvirrende beskrivelse, men det er også meningen, for de kan ikke sættes i bås. Her er både plads til Duke Ellingtons 30'er junglejazz og Sun Ra's vanvittige spacejazz.

Jeg blev blæst bagover mange gange i løbet af aftenen. Hornsektionen, med bl.a. Kasper Tranberg på trompet, dans og udbrud, Kenneth Agerholm på gestikulerende basun og Gunnar Halle på trompet og ballade, overraskede gang på gang, de var med til at lade musikken falde fuldstændigt fra hinanden, hvorefter de samlede det hele op, og kastede sig ud i nogle medrivende stramme blæserriffs. Orkestret arbejdede som et sammentømret kollektiv, hvor de gav hinanden plads til at kaste sig ud i improviserede påhit og virtouse soli.

Publikums lattermuskler blev rørt, som da trommeslageren Martin Andersen spillede temaet fra Huset på Christianshavn på sine kinder, men de rørte andet i os end latter. Carl Nielsens storladne melodi Det koster ej for megen strid, blev spillet med stor respekt og var meget smukt fremført. Orkestrets oprindelige bassist, afrikaneren Johnny Dyani, blev hyldet med aftenens smukkeste indslag, balladen Mbizo, skrevet af kapelmesteren og guitaristen Pierre Dørge. Der skal ikke herske nogen tvivl om det var en meget stor koncert, de leverede.
Som en lille bemærkning til sidst, kan jeg ikke lade være med at nævne at Carl Nielsen hadede jazzmusikken, og dens ”skeletraslende” rytmer. Jeg tror, at han ville ment anderledes hvis han havde været på Fermaten i går.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 31.01.05

Stort og stille

Hans Ulrik Sekstet
Fermaten Fredag 28.01.05

Saxofonisten Hans Ulrik har besøgt Fermaten utallige gange, både som sideman og orkesterleder. Det var i sidstenævnte rolle han kunne opleves på Fermaten i fredags. Sidste år udsendte han pladen Blue & Purple, Hans Ulriks hidtil bedste og mest personlige plade. Det var materialet fra den, som vi fik at høre. Musikken er melodiøs og med meget krævende blæserarrangementer, så han havde medbragt en saxkollega, Fredrik Lundin, der er i den absolutte europæiske elite, og den unge svensker Petter Dahlgren på trækbasun, der af mange er spået en stor karriere. Fredrik Lundin spillede også på det usædvanlige instrument, basfløjte, noget som var med til, at understøtte den behagelige, men også lidt triste stemning i musikken.

Efter en forrygende indledning med Water for oxen, med saxbattle, havde første sæt et par fyldnumre, som ikke virkede helt gennembearbejdede, der var nærmest huller i numrene. Det var det negative, for i andet sæt kom der gang i helheden, musikken fik lov at folde sig ud. Hans Ulrik havde proklameret at der ville blive masser af blæs, og med Hans Ulriks mangeårige makker Jacob Christoffersen som underbyggeren på stemningsskabende Wurlitzerklaver. De to andre i rytmesektionen spiller begge både jazz og rock. Bassisten Nicolaj Munch-Hansen spiller til daglig med Tim Christensen, og trommeslageren Mikkel Hess, er af typen som kan give enhver lydmand grå hår. Det ene øjeblik spillede han blidt med hænderne på trommerne, hvorefter han på rockmanér tæskede løs på trommerne.

Hans Ulrik talte om jazzmusikere og publikum som en lille familie. Småt var det også med fremmødet. Noget som godt undre en, når man tænker på, at det var den absolutte elite indenfor jazzen som stod på scenen, og leverede indlevende og hamrende flot og stor musik. En skam.

Her kunne jeg så slutte anmeldelsen, men vil fortsætte lidt endnu, for det var præcis hvad Hans Ulrik Sekstet gjorde i fredags. Ti minutter efter, at sidste sæt var overstået, og lydmanden var begyndt at pille mikrofonerne ned, sad Fredrik Lundin på scenekanten og Christoffersen ved klaveret og begyndte at spille standards. Det blev stille og roligt bygget op. Til sidst kom hele orkestret igang igen, og spillede improviseret stille afterhoursmusik. De få publikummer der var tilbage fik en unik oplevelse.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 19.11.04

Varme og livsglæde

Jan Kaspersen Sekstet
Fermaten torsdag d. 18.11.04

Mens snesludden var fremtrædende udenfor, havde den afrikanske varme indfundet sig på Fermaten. Stammehøvdingen og pianisten Jan Kaspersen (iført leopardpelshue, som vanligt) havde indkaldt til fest. Vi samledes om bålet, eller scenen om man vil, og musikken var af den sydafrikanske pianist Abdullah Ibrahim.

Jan Kaspersen havde samlet en flok spændende og personlige jazzmusikere omkring sig, til fortolkning af den varme og livsglade musik. Altsaxofonisten Christina von Bülow havde fået hovedrollen, som samlende punkt i orkestret. Det var en rolle hun på smukkeste vis løste. Gang på gang spillede hun med stor indlevelse og fornemmelse for den afrikanske jazzmusik.

Musikken tager udgangspunkt i traditionel sydafrikansk musik, blandet op med amerikansk jazz og et stænk blues. Den var meget melodisk, rytmisk og ligetil, men orkesteret havde ikke valgt at gøre det let for sig. I aftenens tredje nummer Easter joy startede bassisten Nils Davidsen ud med en pågående solo, hvorefter orkestret satte ind med nogle stramme hornbreaks for, at gå over i den totale opløsning, hvor musikken blev vild og avantgardistisk. Det var ikke betegnende for aftenens koncert, men jeg blev meget betaget af det.

Gennemgående var det musik, med numre som The wedding song og The homecoming song der skabte velvære i krop og sjæl. Musik der med sine flotte soli, af f.eks tenorsaxofonisten Jakob Dinesen talte til hovedet, satte gang i kroppen, og nærmest masserede den. Det sidste kunne vi takke Jan Kaspersens gamle kumpan Ole Rømer på powerfyldte trommer, for.

Hvad mere kan forlange af en glad musikaften, hvor nogle af Danmarks bedste jazzmusikere spiller sig helt ud, udover at nævne, at basunisten og veteranen Erling Kroner var sidste led i denne fantastiske sekstet. Det kan godt være at det var koldt udenfor, da jeg cyklede hjem, men det var i hvert fald ikke Jan Kaspersens skyld.