Koncertanmeldelse fra Herning Folkeblad d. 29-10-04

En portion Ellington, tak!

Christian Winther Quartet
Fermaten d. 28-10-04
I sidste uge åbnede Frederick P. Rose Hall i New York, et jazzspillested til 128 mio. dollars. Projektet er iværksat af den amerikanske trompetist Wynton Marsalis. Marsalis har altid været talsmand for at den oprindelige amerikanske jazz skulle bevares og behandles på linje med eksempelvis klassisk musik.

I Herning har vi Fermaten, som engang imellem opfører sig som et jazzspillested, dog ikke til 128 mio. dollars, men der er i hvert fald hyggeligt. I aftes kunne vi så høre et eksempel på hvad klassisk amerikansk jazz er. Den danske saxofonist Christian Winther bor og arbejder i New Orleans. Han tog til New Orleans for, at lære at spille jazzmusik på den hårde måde, hvor han bl.a. fik undervisning af Wynton Marsalis’ far Ellis Marsalis.. Han har lyttet godt efter. Han har fået swingmusikken godt ind under skjorten, hvilket afspejles i valget af numre. Hele tre Ellington melodier skulle vi beriges med, Caravan. It don’t mean a thing og Cotton tail. Winthers spil er inspireret af saxofonister som Paul Gonsalves og Charlie Rouse. Det er ikke toner vi er vant til at høre fra danske saxofonister.

Winther havde medbragt pianisten Richard Johnson, som i den grad imponerede. Ofte indledte han sine soli med at kigge lidt på tangenterne. Hvad skal jeg nu finde på, kunne man næsten høre ham tænke, hvorefter han startede med nogle enkelte toner, for så pludselig at sprøjte akkorderne ud af hænderne. Det var medrivende og hans små gestikulerende fagter fik smilet frem. Johnson var aftenen igennem en meget stor fornøjelse.

Kvartettens force var evnen til at lytte til hinanden, og ikke mindst den store virtuositet, som vi specielt oplevede fra Winthers og Johnsons side. Men også trommeslageren Quincy Davis gjorde en indsats for at musikken blev spændende, og sørgede med sine rytmiske påfund for, at det ikke blev museumsjazz.

Koncerten, som var den sidste på en ti dage lang Danmarksturné, var en flot oplevelse, Udførelsen af musikken var farvet af den hårde amerikanske jazzskole, hvor man spiser Ellington arrangementer til aftensmad, Fats Waller melodier til dessert, for så at slutte af med lidt bebop til aftenskaffen. En sjælden oplevelse på vore breddegrader.

Koncertanmeldelse fra Herning Folkeblad 08-10-04
ZIDANSK JAZZ
Peter Rosendal Trio
Fermaten 07-10-04

Man skal passe på med, at tale i billeder. Specielt når de to verdener man kobler sammen, ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Jeg forsøger alligevel, med et billede som alle der har været på SAS Arena kan nikke genkendende til. Når Zidan tager 10-15 lette fodtrin på kanten af straffesparksfeltet, og afdribler tre forsvarsspillere, tænker man, at det der, det ser simpelthen for let ud. Hvorfor gør alle de andre ikke bare sådan, og hvorfor kan Jeg ikke..? Velvidende at det handler om et ekstremt overdyrket medfødt talent og vildt hårdt arbejde.

Jeg sad med selv samme følelse i går aftes på Fermaten. Pianisten Peter Rosendal spillede med en lethed og et overskud, uden at det dog blev nonchalant. Han kunne forvalte sit talent, så det blev en fornøjelse. Har man en forkærlighed for pianisterne Bill Evans og specielt Keith Jarrett, var man ikke gået galt i byen. Silkeborgenseren Peter Rosendal stillede med et sandt drømmehold. Bassisten Mads Vinding, som er en legende i jazzkredse og trommeslageren Morten Lund, som er en af de mest benyttede musikere på den danske jazzscene, bakkede ham op.

Programmet bestod af Rosendals egne kompositioner, og han har sans for den lyriske melodi, med islæt af den nordiske toneklang. Melodier som er smukke og betagende, som skulle udforskes, som ikke stod stille. Melodier som Under elmene og Wondering var gode eksempler derpå. Han og orkesteret tog os med ind i musikken, og ind imellem var den helt oppe at ringe hos mig, jeg flød bare med musikken.

Peter Rosendal er en meget dygtig pianist, men han var på ingen måde ude på, at profilere sig selv på bekostning af de andre. Mads Vinding var trioens solide støtte, der er en grund til at han har huseret på jazzscenen i så mange år. Der er vel kun NHØP, man kan nævne med ligeså stor respekt.

Morten Lund var trioens elastik, med stor spændvidde. Han puttede finurligheder og lækre detaljer ind i musikken. Ting som for mig viste, at trioen var på bølgelængde med hinanden og fantastisk godt sammenspillede.
Til sidst er det også værd at nævne, at det er fornøjelse, at se så mange publikummer til jazzkoncert på Fermaten, med en forholdsvis ukendt pianist, der tør spille sin egen musik.