Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 04-05-04
DEN KRONISKE USKYLD
Santa Cruz
Fermaten Lørdag 02-05-04

TV2 sendte lørdag aften Den kroniske uskyld. Jeg nåede at se et kvarter af filmen, inden jeg skulle ud ad døren. Det kvarter var nok til at konstatere, at filmen på ingen måde var ældet med ynde. Jeg skulle på Fermaten for at se Santa Cruz. De havde ikke været på de danske scener, siden Den kroniske uskyld gik i biografen. Mon de var ældet med ynde? Jeg kunne hurtigt konstatere at det ikke var ynglinge der stod på scenen.

Bo Stief på bas og Alex Riel på trommer var ”stjerner” allerede i 60’erne. Poul Halberg på guitar var stjerne -uden gåseøjne- i 80’erne. Kapelmesteren Frans Bak på keyboard havde nok sin storhedstid i 80’erne og bandets benjamin, saxofonisten Hans Ulrik, er Fermatens publikum jo ikke uvant med. Altså lutter veteraner som havde valgt at spille musikken som den –næsten- lød for 20-25 år siden. Bandet spiller fusionsmusik med vægt på det melodiske, men hvor de i næsten hvert eneste nummer kunne presse nogle hidsige passager ind i musikken, som passede utroligt godt til melodierne.

De havde fundet de gamle numre frem igen, suppleret med nogle spøjse indslag, f.eks. et Halberg/Larsen nummer, som aldrig var blevet spillet live, da det var for fusionsagtigt, til at kunne blive spillet i popsammenhæng. Bandet fungerede bedst når de spillede de mere melodiske numre, som f.eks. indledningsnummeret Daylight og sidste nummer inden pausen, Hjemme igen. Begge var kendetegnet ved at Hans Ulrik og Poul Halberg spillede melodistykket sammen.

Det blev aldrig kedeligt, da de havde kastet en god portion ungdommelig kådhed ind i musikken. Vilde guitarsoli, hæsblæsende saxofonspil, en spillevende bassist, en glad keyboardspiller og ikke mindst en trommeslager, der helt klart slog hårdere i trommerne end han har gjort i de senere år. Det fungerede, det er overhovedet ikke in, at spille den slags musik. Den kunne godt tåle at komme frem i lyset igen. Men det var også fordi det blev spillet så blændende.