Anmeldelse fra Herning Folkeblad 14-02-04
Efterlønsklubben
Willy Egmose Trio med Jesper Thilo & Finn Ziegler
Fermaten, Torsdag d. 12-02-04

Lige fra starten havde orkestret, det propfyldte Fermaten i sin hule hånd. Trioens bassist Jeppe Smith Olsen, introducerede muntert orkestret som Efterlønsklubben, og så var tonen ligesom lagt an. Her var det ikke nødvendigt at opdyrke nye områder, der blev spillet jazz af den gamle skole. Orkestret var straks på bølgelængde med publikum, som ligeledes for en stor dels vedkommende kunne betegnes som efterlønsklubben.

Trioen med de to gæstestjerner Finn Ziegler på violin og Jesper Thilo på tenorsaxofon, lagde ud med en stribe jazzstandards. Ind imellem bar det præg af at musikerne lige skulle spille sig ind på hinanden. Men Finn Ziegler på 68 år og Jesper Thilo på 62 år er ikke uden grund legender på den danske jazzscene. Deres rutine og profesionalisme fik hurtigt sat skub i sagerne. Henimod slutningen af første sæt spillede Finn Ziegler, Jeg ved en lærkerede, med en meget flot solointro på violinen. Finn Ziegler kan på imponerende vis, stadig vise en ægte spilleglæde, og stod bl.a. flere gange og opmuntrede orkestrets bejamin, trommeslageren Esben Laub von Liljenskjold, og var tydeligvis imponeret over han spil, hvilket han i øvrigt ikke var den eneste der var.

Hvor Jesper Thilo på den ene side kan signalere ”endnu en dag på kontoret”, kan han på den anden side spille med så meget overskud og teknisk kunnen, at jeg bliver imponeret. Da han spillede den helt fantastiske Body and soul, blev jeg hensat til en natklub hvor klokken var blevet så mange, at den sidste cigaret ryger sig selv, og ølglasset er mere end halvtomt.

Trioens kapelmester Willy Egmose, som til daglig er kirkeorganist, er inspireret af bl.a. Oscar Peterson og Errol Garner. Det er ikke de værste inspirationskilder. Han spillede indimellem særdeles medrivende, både i de stille ballader eller som i et aftenens sidste numre, Det var en lørdag aften i sambaudgave, hvor han gav Fermatens nye klaver en på goddagen, på følsom vis, naturligvis.

Publikum havde en god aften, og der var nok af jubel, begejstring og grin…ja grin, for Finn Ziegler ville gerne underholde med vittigheder. Jeg grinte ikke meget, men jeg er selvfølgelig heller ikke medlem af efterlønsklubben endnu.