Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 20.10.05

Kald det afslappet

Michael Blicher Five Songs
Musikskolen Herning, Onsdag d. 19.10.05

I går aftes spillede saxofonisten Michael Blicher med sit Five Songs på Musikskolen, han spurgte flere gange publikum, hvad han skulle kalde sin musik. Der var engang en der havde kaldt musikken for Beatlesjazz. Jeg vil gerne komme med et alternativt bud, for nok dækker Beatlesjazz noget af musikken, men giver mig alligevel associationer til at de skulle spille Beatlesnumre, hvilket de overhovedet ikke gjorde. Michael Blicher havde skrevet al musikken, pånær aftenens ekstranummer, Only love can break a heart af Neil Young.

Jeg vil kalde Blichers musik for Casual Jazz. Jazz fordi udtrykket var jazz, og Casual fordi indtrykket var et afslappet forhold til jazz. Blicher brød aftenen igennem diverse love fra jazzens verden. Han lagde bla. stor vægt at han var meget kompositorisk og ikke levnede megen plads til improvisation. Trommeslageren Anders Holm spillede udpræget rock, dog af den mere finurlige og teknisk krævende slags, bassisten Thomas Vang spillede på Höfner bas –samme som McCartney gjorde i sin tid i Beatles. Vang lagde en groovy og til tider lækker tør bund. Guitaristen Niclas Knudsen skiftede mellem lap steel guitar –mest kendt fra country og en guitar med lyden fra et sydafrikansk township. Til sidst var der, som det meget væsentlige element i fremførelsen af Blichers musik, saxofonisten Fredrik Lundin. Med to tenorsaxofoner i front var der måske lagt op til et godt gammeldags saxbattle, men næh nej, istedet spillede de sammen, oftest det samme. Jeg var dog aldrig i tvivl om hvem der var hvem. Lundins rolle var bla. at kaste små detaljer ind i musikken, som var med til at skabe en kant og skævhed.

Koncerten bød på mange forskelligartede inspirationskilder, Blicher brugte mellem hvert nummer tid til at fortælle lidt om næste nummer. Her nævnte han bla. Beck, Kashmir og Egberto Gismonti. Et af de mere spøjse og nok min favorit, var et hyldest nummer til Ray Charles’ faste saxofonist David ”Fathead” Newman, der mere lød som en skrammelblues af Tom Waits. Her foldede Niclas Knudsen sig ud i en sej solo og Blicher spillede på to sax’er på en gang.

Aftenens koncert var en hyggelig og afslappet affære, med nogle toptunede musikere der leverede musikken med en udstråling af glæde og overskud. Michael Blicher har valgt en ikke betrådt vej inden for jazzen. Det lød så hjertensgodt, med mange lækre melodier i forgrunden hele tiden, at det egentlig godt kan undre mig, at der ikke er andre der har valgt den vej før.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 07.10.05

Sentimental jazzromantik

Alex Riel Trio
Musikskolen i Herning, torsdag d. 06.10.05

Jazzklubben Moor Jazz holder normalt til på Fermaten, men er under ombygningen flyttet ind på den nye musikskole, hvor de aftes præsenterede Alex Riel Trio, med Jesper Lundgaard på bas og Heine Hansen på piano.

Trioen starter ud med melodien Long ago, og det også længe siden vi sidst har haft Jesper Lundgaard på besøg, også endda lige op ad den skolegård, hvor han rendte rundt som barn. I det hele taget er aftenens indledningsmelodi kendetegnede for aftenens koncert. Kapelmesteren og trommeslageren Alex Riel har valgt et repertoire bestående af jazzstandards, som Body and soul og Nature boy, og nogle ukendte melodier, som han har et kærligt forhold til.

Da de spiller Emily af pianisten Bill Evans, som Riel ofte spillede med i 70’erne, går det op for mig, hvor meget aftenens musik er præget af den åre, hvorfra Evans musik udflød. Den sentimentale jazzromantik, bestående af enkle melodier, som man kan fløjte med på. Riel er så til gengæld så dygtig, og har allieret sig med en af landets allerbedste bassister, når det gælder dette repertoire, at han får føjet noget personligt til numrene, uden fjerne fokus fra den gode melodi. Hele tiden udfordrer trioen materialet, og går i dybden med små fine detaljer.

Heine Hansen er måske en knøs i sammenligning med de to veteraner, der har betrådt jazzscener over hele verden, hans musikalske udtryk er dog modent nok til at matche dem. Vi fik også mulighed for at høre et par numre fra Hansens hånd.
Alex Riel har en meget stor kærlighed til jazzen og dens historie, og er ikke bleg for som i nummeret Idaho, at kaste sig ud i en vaskeægte old school trommesolo, som ikke er hørt i Herning siden 1935 –hvis altså Louis Armstrong havde været i byen dengang.
Aftenens koncert var uden tvivl en stor oplevelse for publikum, som var mødt talrigt frem. Trioens entusiasme og indlevelse indfangede os, og vi gik alle derfra med et Smile, som også var aftenens sidste melodi.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 04.03.05

Lavmælt spræl

Gramski Beat
Fermaten Torsdag d. 03.03.05

På Fermaten er der træstole, som udløser signaler fra bagdelen til hjernen om, at man får ondt i førstnævnte legemesdel, hvis man sidder stille og slapper af i mere end fem minutter. En dyb lænestol havde været det perfekte element til gårsdagens koncert på Fermaten.

Trommeslageren Jeppe Gram's band Gramski Beat var på scenen, til en koncert der bød på nutidig jazz, med snerten af en retroagtig kølighed. Bandet har i løbet af sin toårige eksistens undergået en udvikling fra pågående jazzrock over freejazz til idag, hvor det var de indadvendte og stemningsmættede ballader der var i centrum. Men det var ikke den sødmefyldte og velafstemte ballade. Der var lavmælt spræl og til tider en pæn dosis hygge.

Gramski Beat består af dansk jazz's unge løver, folk som er uddannet på Rytmekons indenfor de senere år. Den mest kendte er bassisten Nicolai Munch Hansen, som tjener til det daglige brød i Tim Christensens band. Han er et eksempel på den nye generation af danske jazzmusikere, som er veluddannede, og har et fordomsfrit forhold til genrer. Guitaristen Jakob Bro er dansk jazzmusiks største talent på guitaren, han leverede mange eksempler på sine virtuose evner på instrumentet. Saxofonisten Ned Ferm og basunisten Mads Hyhne havde et formidabelt samarbejde, hvor meget af den nedtonede vildhed kom til udtryk, en fantastisk kombination.

Musikken bestod udelukkende af Jeppe Grams kompositioner, hvor jeg var overrasket over, at en trommeslager laver så rolig musik. Den var nykomponeret og stod sin dåb i går aftes. Gram er en dybt original og personlig komponist, som virker sikker, men aldrig helt færdig, der er hele tiden nye territorier der skal undersøges. Det første nummer efter pausen var et godt eksempel på det. Et forholdsvist enkelt nummer blev afsøgt og prøvet af, i flere retninger.

Nu går der desværre meget lang tid inden næste jazzkoncert på Fermaten, da stedet, som bekendt skal ombygges. Gramski Beats koncert hører heldigvis ikke til slagsen, som er hurtigt ude af kroppen og sindet.