Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 06.09.06

Siddeparty

Ibrahim Electric
Studenterhusets Café i Birk, Herning
d. 05.09.06

Fermaten har ingen leder og heller ikke noget spillested. Men det forhindrer dem ikke i at lave koncerter. I går aftes lagde Studenterhusets café i Birk, scene til den første koncert, som kan opleves der i løbet af efteråret.

Det var trioen Ibrahim Electric, der indtog den lille og hyggelige scene. Deres sidste koncert var på Skanderborg Festivalen, og nok har de fået et jazzklistermærke på ryggen, men der er lige så meget rock og soul i deres musik. Der var mødt en pæn skare unge mennesker op for, at opleve tre musikere, som er blandt landets bedste på deres instrumenter. Musikerne spiller i andre sammenhænge mere avanceret og svært tilgængelig musik, men har i Ibrahim Electric valgt at have et frirum, hvor det ikke kun er virtuositet, men også svedige energiudladninger der er i centrum.

Ibrahim Electrics udgangspunkt er i jazzen, hvor man har en lang tradition for jazzorganister, men da intet er helligt for dem kunne man også opleve en hyldest til Lobi Traoré, en guitarist fra Mali, hvor Niclas Knudsen på guitar hyldede et af sine forbilleder. Nummeret blev efterfulgt af Splash, hvor inspirationen fra Booker T & MG’s var så tydelig, at Ibrahim Electric åbenlyst citerede klassikeren Green Onions, men på meget elegant vis.

Det er ikke uden grund at Ibrahim Electric er blevet et af de mest eftertragtede danske jazzbands. Trommeslageren Stefan Pasborg, der boede overfor Alex Riel som barn, voksede ikke kun op i det rette miljø, han var også udstyret med de rette gener, så der i dag er bud efter ham fra store internationale navne. Jeppe Tuxen på orgel befinder sig i en lille niche, der findes ikke mange rendyrkede jazzorganister i Danmark, men han holder fanen højt.

Ibrahim Electric er et partyband, så de var kommet på hårdt arbejde i den lille café, hvor publikum endnu ikke var kommet så langt hen på ugen, at de kunne danse. Tirsdag er tilsyneladende ingen dansedag, og trioen forsøgte at justere koncerten med mere balladeagtige numre, men til sidst var der kun partysagerne tilbage. Så bandet fyrede raketten af, selv om publikum ikke havde tænkt sig at danse. Men de fik et siddeparty, med Ray Charles nummeret I got a woman og den afrikanske uptempo sag Fela, og gik helt sikkert glade hjem.

Studenterhusets Café er ikke Fermaten, men sålænge vi ikke har spillestedet, er det faktisk et godt alternativ. Scenen er perfekt til de små koncerter, og så bor der en masse publikummer på kollegiet lige uden for døren. Så for en enkelt gangs skyld, var det en fordel med åben dør. Det gav ikke sure naboer, men trak en del nysgerrige indenfor, der nok aldrig havde hørt om Ibrahim Electric, men til gengæld heller ikke glemmer dem.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 24.11.05

Funky fætter fra Århus

Jens Jefsen Trio feat. Dave Wilczewski
Musikskolen
d. 23.11.05

Bassisten Jens Jefsen og guitaristen Uffe Steen fra Århus har samarbejdet i en lang årrække i bla. Jefsens trio. I går aftes kunne trioen opleves i en udvidet form med den amerikanske saxofonist Dave Wilczewski på Musikskolen. Da de lagde ud med et nummer, med undertoner af den nordiske jazzlyd, og luftig melodisk klang, troede jeg egentlig at stilen var lagt. Men allerede i andet nummer, en hyldest til Jefsens afdøde papegøje, brød de stilen og spillede et pågående funky nummer. Uffe Steen spillede en solo som fik munden til at stå måbende åben hos en stor del af publikummet. Jeg kan godt lide en fed guitarsolo med lidt lir til husarerne, men orker ikke at høre på det en hel aften. Igen blev jeg overrasket.

Uffe Steen spillede aftenen igennem meget afvekslende, ligefra før omtalte solo til rytme, hvor han havde skruet helt ned for for guitaren og man kun kunne høre guitarens uforstærkede spinkle klang. Uffe Steen er i en klasse for sig, hans lyd er en fænomenal blanding af jazz, blues og en sjat rock.

Jens Jefsen kan uden problemer spille med den jazzlyd, som danske bassister er blevet verdensberømte for, og han viste flere eksempler på det i løbet af aftenen. Men når han begynder at spille swingende funky jazz, er det som om hans basspil for alvor åbner sig op. Samtidigt havde han hyret den finske trommeslager Jukkis Uotilla til at bakke ham op i rytmeland. Det var en fornøjelse af de virkeligt unikke. Uotillas spil var hele tiden utroligt steady og tight, og hans lydhørhed for de andre musikere og forståelsen for de enkelte numre var perfekt. Jeg vil gerne melde mig ind The official Jukkis Uotilla Fanclub –hvis den findes.

Trioen medbragte saxofonisten Dave Wilczewski, der har et imponerende CV som sessionmusiker –bla. The Cardigans og Mike Stern. Hans stil er inspireret af fusionsmusikken. Det var tydeligt i nummeret Bombay kebab, hvor hele bandet funkede igennem, og han lagde en forrygende sopransax på toppen. Skønt!

Aftenens koncert var den første på deres turné, og der var da også nogle skønhedsfejl ind imellem, da de havde brug for at spille sig ind på hinanden. Det betød dog ikke noget for helhedsindtrykket. Jens Jefsens musik er nysgerrig og udforskende. På trods af mange aktive år på den danske jazzscene var der var hverken stagnation eller mæthed at spore.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 20.10.05

Kald det afslappet

Michael Blicher Five Songs
Musikskolen Herning, Onsdag d. 19.10.05

I går aftes spillede saxofonisten Michael Blicher med sit Five Songs på Musikskolen, han spurgte flere gange publikum, hvad han skulle kalde sin musik. Der var engang en der havde kaldt musikken for Beatlesjazz. Jeg vil gerne komme med et alternativt bud, for nok dækker Beatlesjazz noget af musikken, men giver mig alligevel associationer til at de skulle spille Beatlesnumre, hvilket de overhovedet ikke gjorde. Michael Blicher havde skrevet al musikken, pånær aftenens ekstranummer, Only love can break a heart af Neil Young.

Jeg vil kalde Blichers musik for Casual Jazz. Jazz fordi udtrykket var jazz, og Casual fordi indtrykket var et afslappet forhold til jazz. Blicher brød aftenen igennem diverse love fra jazzens verden. Han lagde bla. stor vægt at han var meget kompositorisk og ikke levnede megen plads til improvisation. Trommeslageren Anders Holm spillede udpræget rock, dog af den mere finurlige og teknisk krævende slags, bassisten Thomas Vang spillede på Höfner bas –samme som McCartney gjorde i sin tid i Beatles. Vang lagde en groovy og til tider lækker tør bund. Guitaristen Niclas Knudsen skiftede mellem lap steel guitar –mest kendt fra country og en guitar med lyden fra et sydafrikansk township. Til sidst var der, som det meget væsentlige element i fremførelsen af Blichers musik, saxofonisten Fredrik Lundin. Med to tenorsaxofoner i front var der måske lagt op til et godt gammeldags saxbattle, men næh nej, istedet spillede de sammen, oftest det samme. Jeg var dog aldrig i tvivl om hvem der var hvem. Lundins rolle var bla. at kaste små detaljer ind i musikken, som var med til at skabe en kant og skævhed.

Koncerten bød på mange forskelligartede inspirationskilder, Blicher brugte mellem hvert nummer tid til at fortælle lidt om næste nummer. Her nævnte han bla. Beck, Kashmir og Egberto Gismonti. Et af de mere spøjse og nok min favorit, var et hyldest nummer til Ray Charles’ faste saxofonist David ”Fathead” Newman, der mere lød som en skrammelblues af Tom Waits. Her foldede Niclas Knudsen sig ud i en sej solo og Blicher spillede på to sax’er på en gang.

Aftenens koncert var en hyggelig og afslappet affære, med nogle toptunede musikere der leverede musikken med en udstråling af glæde og overskud. Michael Blicher har valgt en ikke betrådt vej inden for jazzen. Det lød så hjertensgodt, med mange lækre melodier i forgrunden hele tiden, at det egentlig godt kan undre mig, at der ikke er andre der har valgt den vej før.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 07.10.05

Sentimental jazzromantik

Alex Riel Trio
Musikskolen i Herning, torsdag d. 06.10.05

Jazzklubben Moor Jazz holder normalt til på Fermaten, men er under ombygningen flyttet ind på den nye musikskole, hvor de aftes præsenterede Alex Riel Trio, med Jesper Lundgaard på bas og Heine Hansen på piano.

Trioen starter ud med melodien Long ago, og det også længe siden vi sidst har haft Jesper Lundgaard på besøg, også endda lige op ad den skolegård, hvor han rendte rundt som barn. I det hele taget er aftenens indledningsmelodi kendetegnede for aftenens koncert. Kapelmesteren og trommeslageren Alex Riel har valgt et repertoire bestående af jazzstandards, som Body and soul og Nature boy, og nogle ukendte melodier, som han har et kærligt forhold til.

Da de spiller Emily af pianisten Bill Evans, som Riel ofte spillede med i 70’erne, går det op for mig, hvor meget aftenens musik er præget af den åre, hvorfra Evans musik udflød. Den sentimentale jazzromantik, bestående af enkle melodier, som man kan fløjte med på. Riel er så til gengæld så dygtig, og har allieret sig med en af landets allerbedste bassister, når det gælder dette repertoire, at han får føjet noget personligt til numrene, uden fjerne fokus fra den gode melodi. Hele tiden udfordrer trioen materialet, og går i dybden med små fine detaljer.

Heine Hansen er måske en knøs i sammenligning med de to veteraner, der har betrådt jazzscener over hele verden, hans musikalske udtryk er dog modent nok til at matche dem. Vi fik også mulighed for at høre et par numre fra Hansens hånd.
Alex Riel har en meget stor kærlighed til jazzen og dens historie, og er ikke bleg for som i nummeret Idaho, at kaste sig ud i en vaskeægte old school trommesolo, som ikke er hørt i Herning siden 1935 –hvis altså Louis Armstrong havde været i byen dengang.
Aftenens koncert var uden tvivl en stor oplevelse for publikum, som var mødt talrigt frem. Trioens entusiasme og indlevelse indfangede os, og vi gik alle derfra med et Smile, som også var aftenens sidste melodi.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 04.03.05

Lavmælt spræl

Gramski Beat
Fermaten Torsdag d. 03.03.05

På Fermaten er der træstole, som udløser signaler fra bagdelen til hjernen om, at man får ondt i førstnævnte legemesdel, hvis man sidder stille og slapper af i mere end fem minutter. En dyb lænestol havde været det perfekte element til gårsdagens koncert på Fermaten.

Trommeslageren Jeppe Gram's band Gramski Beat var på scenen, til en koncert der bød på nutidig jazz, med snerten af en retroagtig kølighed. Bandet har i løbet af sin toårige eksistens undergået en udvikling fra pågående jazzrock over freejazz til idag, hvor det var de indadvendte og stemningsmættede ballader der var i centrum. Men det var ikke den sødmefyldte og velafstemte ballade. Der var lavmælt spræl og til tider en pæn dosis hygge.

Gramski Beat består af dansk jazz's unge løver, folk som er uddannet på Rytmekons indenfor de senere år. Den mest kendte er bassisten Nicolai Munch Hansen, som tjener til det daglige brød i Tim Christensens band. Han er et eksempel på den nye generation af danske jazzmusikere, som er veluddannede, og har et fordomsfrit forhold til genrer. Guitaristen Jakob Bro er dansk jazzmusiks største talent på guitaren, han leverede mange eksempler på sine virtuose evner på instrumentet. Saxofonisten Ned Ferm og basunisten Mads Hyhne havde et formidabelt samarbejde, hvor meget af den nedtonede vildhed kom til udtryk, en fantastisk kombination.

Musikken bestod udelukkende af Jeppe Grams kompositioner, hvor jeg var overrasket over, at en trommeslager laver så rolig musik. Den var nykomponeret og stod sin dåb i går aftes. Gram er en dybt original og personlig komponist, som virker sikker, men aldrig helt færdig, der er hele tiden nye territorier der skal undersøges. Det første nummer efter pausen var et godt eksempel på det. Et forholdsvist enkelt nummer blev afsøgt og prøvet af, i flere retninger.

Nu går der desværre meget lang tid inden næste jazzkoncert på Fermaten, da stedet, som bekendt skal ombygges. Gramski Beats koncert hører heldigvis ikke til slagsen, som er hurtigt ude af kroppen og sindet.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 11.02.05

The Carl Nielsen blues

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra
Fermaten d. 10.02.05

Når en vin er rigtig stor, har jeg lært at den skal være kompleks og være fyldt med forskellige smagsnoter, som kan åbne op til nye oplevelser. Pierre Dørges Jungleorkester er stort, komplekst, fuld af forskellige toner, og åbner i den grad op til nye musikalske oplevelser. Orkestret lagde ud med en af de mest kendte jazzkompositioner, St. Louis Blues, som de omkransede med to Carl Nielsen kompositioner, så var stilen lagt an.

Det ni mand store Jungleorkester leverede sprælsk, morsom og udadvendt musik, hvor der var plads til den enkelte musikers udfoldelser. Jazz var grundlaget og udgangspunktet for orkesteret, men ellers var der ingen begrænsninger. De bragte os ud på en musikalsk verdensomrejse, med grønlandsk indlandsis sang, søhestevrinsk, hønsefødder, afrikansk fest og hvad der ellers måtte ligge der imellem. Det er måske en forvirrende beskrivelse, men det er også meningen, for de kan ikke sættes i bås. Her er både plads til Duke Ellingtons 30'er junglejazz og Sun Ra's vanvittige spacejazz.

Jeg blev blæst bagover mange gange i løbet af aftenen. Hornsektionen, med bl.a. Kasper Tranberg på trompet, dans og udbrud, Kenneth Agerholm på gestikulerende basun og Gunnar Halle på trompet og ballade, overraskede gang på gang, de var med til at lade musikken falde fuldstændigt fra hinanden, hvorefter de samlede det hele op, og kastede sig ud i nogle medrivende stramme blæserriffs. Orkestret arbejdede som et sammentømret kollektiv, hvor de gav hinanden plads til at kaste sig ud i improviserede påhit og virtouse soli.

Publikums lattermuskler blev rørt, som da trommeslageren Martin Andersen spillede temaet fra Huset på Christianshavn på sine kinder, men de rørte andet i os end latter. Carl Nielsens storladne melodi Det koster ej for megen strid, blev spillet med stor respekt og var meget smukt fremført. Orkestrets oprindelige bassist, afrikaneren Johnny Dyani, blev hyldet med aftenens smukkeste indslag, balladen Mbizo, skrevet af kapelmesteren og guitaristen Pierre Dørge. Der skal ikke herske nogen tvivl om det var en meget stor koncert, de leverede.
Som en lille bemærkning til sidst, kan jeg ikke lade være med at nævne at Carl Nielsen hadede jazzmusikken, og dens ”skeletraslende” rytmer. Jeg tror, at han ville ment anderledes hvis han havde været på Fermaten i går.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 31.01.05

Stort og stille

Hans Ulrik Sekstet
Fermaten Fredag 28.01.05

Saxofonisten Hans Ulrik har besøgt Fermaten utallige gange, både som sideman og orkesterleder. Det var i sidstenævnte rolle han kunne opleves på Fermaten i fredags. Sidste år udsendte han pladen Blue & Purple, Hans Ulriks hidtil bedste og mest personlige plade. Det var materialet fra den, som vi fik at høre. Musikken er melodiøs og med meget krævende blæserarrangementer, så han havde medbragt en saxkollega, Fredrik Lundin, der er i den absolutte europæiske elite, og den unge svensker Petter Dahlgren på trækbasun, der af mange er spået en stor karriere. Fredrik Lundin spillede også på det usædvanlige instrument, basfløjte, noget som var med til, at understøtte den behagelige, men også lidt triste stemning i musikken.

Efter en forrygende indledning med Water for oxen, med saxbattle, havde første sæt et par fyldnumre, som ikke virkede helt gennembearbejdede, der var nærmest huller i numrene. Det var det negative, for i andet sæt kom der gang i helheden, musikken fik lov at folde sig ud. Hans Ulrik havde proklameret at der ville blive masser af blæs, og med Hans Ulriks mangeårige makker Jacob Christoffersen som underbyggeren på stemningsskabende Wurlitzerklaver. De to andre i rytmesektionen spiller begge både jazz og rock. Bassisten Nicolaj Munch-Hansen spiller til daglig med Tim Christensen, og trommeslageren Mikkel Hess, er af typen som kan give enhver lydmand grå hår. Det ene øjeblik spillede han blidt med hænderne på trommerne, hvorefter han på rockmanér tæskede løs på trommerne.

Hans Ulrik talte om jazzmusikere og publikum som en lille familie. Småt var det også med fremmødet. Noget som godt undre en, når man tænker på, at det var den absolutte elite indenfor jazzen som stod på scenen, og leverede indlevende og hamrende flot og stor musik. En skam.

Her kunne jeg så slutte anmeldelsen, men vil fortsætte lidt endnu, for det var præcis hvad Hans Ulrik Sekstet gjorde i fredags. Ti minutter efter, at sidste sæt var overstået, og lydmanden var begyndt at pille mikrofonerne ned, sad Fredrik Lundin på scenekanten og Christoffersen ved klaveret og begyndte at spille standards. Det blev stille og roligt bygget op. Til sidst kom hele orkestret igang igen, og spillede improviseret stille afterhoursmusik. De få publikummer der var tilbage fik en unik oplevelse.

Anmeldelse fra Herning Folkeblad d. 19.11.04

Varme og livsglæde

Jan Kaspersen Sekstet
Fermaten torsdag d. 18.11.04

Mens snesludden var fremtrædende udenfor, havde den afrikanske varme indfundet sig på Fermaten. Stammehøvdingen og pianisten Jan Kaspersen (iført leopardpelshue, som vanligt) havde indkaldt til fest. Vi samledes om bålet, eller scenen om man vil, og musikken var af den sydafrikanske pianist Abdullah Ibrahim.

Jan Kaspersen havde samlet en flok spændende og personlige jazzmusikere omkring sig, til fortolkning af den varme og livsglade musik. Altsaxofonisten Christina von Bülow havde fået hovedrollen, som samlende punkt i orkestret. Det var en rolle hun på smukkeste vis løste. Gang på gang spillede hun med stor indlevelse og fornemmelse for den afrikanske jazzmusik.

Musikken tager udgangspunkt i traditionel sydafrikansk musik, blandet op med amerikansk jazz og et stænk blues. Den var meget melodisk, rytmisk og ligetil, men orkesteret havde ikke valgt at gøre det let for sig. I aftenens tredje nummer Easter joy startede bassisten Nils Davidsen ud med en pågående solo, hvorefter orkestret satte ind med nogle stramme hornbreaks for, at gå over i den totale opløsning, hvor musikken blev vild og avantgardistisk. Det var ikke betegnende for aftenens koncert, men jeg blev meget betaget af det.

Gennemgående var det musik, med numre som The wedding song og The homecoming song der skabte velvære i krop og sjæl. Musik der med sine flotte soli, af f.eks tenorsaxofonisten Jakob Dinesen talte til hovedet, satte gang i kroppen, og nærmest masserede den. Det sidste kunne vi takke Jan Kaspersens gamle kumpan Ole Rømer på powerfyldte trommer, for.

Hvad mere kan forlange af en glad musikaften, hvor nogle af Danmarks bedste jazzmusikere spiller sig helt ud, udover at nævne, at basunisten og veteranen Erling Kroner var sidste led i denne fantastiske sekstet. Det kan godt være at det var koldt udenfor, da jeg cyklede hjem, men det var i hvert fald ikke Jan Kaspersens skyld.

Koncertanmeldelse fra Herning Folkeblad d. 29-10-04

En portion Ellington, tak!

Christian Winther Quartet
Fermaten d. 28-10-04
I sidste uge åbnede Frederick P. Rose Hall i New York, et jazzspillested til 128 mio. dollars. Projektet er iværksat af den amerikanske trompetist Wynton Marsalis. Marsalis har altid været talsmand for at den oprindelige amerikanske jazz skulle bevares og behandles på linje med eksempelvis klassisk musik.

I Herning har vi Fermaten, som engang imellem opfører sig som et jazzspillested, dog ikke til 128 mio. dollars, men der er i hvert fald hyggeligt. I aftes kunne vi så høre et eksempel på hvad klassisk amerikansk jazz er. Den danske saxofonist Christian Winther bor og arbejder i New Orleans. Han tog til New Orleans for, at lære at spille jazzmusik på den hårde måde, hvor han bl.a. fik undervisning af Wynton Marsalis’ far Ellis Marsalis.. Han har lyttet godt efter. Han har fået swingmusikken godt ind under skjorten, hvilket afspejles i valget af numre. Hele tre Ellington melodier skulle vi beriges med, Caravan. It don’t mean a thing og Cotton tail. Winthers spil er inspireret af saxofonister som Paul Gonsalves og Charlie Rouse. Det er ikke toner vi er vant til at høre fra danske saxofonister.

Winther havde medbragt pianisten Richard Johnson, som i den grad imponerede. Ofte indledte han sine soli med at kigge lidt på tangenterne. Hvad skal jeg nu finde på, kunne man næsten høre ham tænke, hvorefter han startede med nogle enkelte toner, for så pludselig at sprøjte akkorderne ud af hænderne. Det var medrivende og hans små gestikulerende fagter fik smilet frem. Johnson var aftenen igennem en meget stor fornøjelse.

Kvartettens force var evnen til at lytte til hinanden, og ikke mindst den store virtuositet, som vi specielt oplevede fra Winthers og Johnsons side. Men også trommeslageren Quincy Davis gjorde en indsats for at musikken blev spændende, og sørgede med sine rytmiske påfund for, at det ikke blev museumsjazz.

Koncerten, som var den sidste på en ti dage lang Danmarksturné, var en flot oplevelse, Udførelsen af musikken var farvet af den hårde amerikanske jazzskole, hvor man spiser Ellington arrangementer til aftensmad, Fats Waller melodier til dessert, for så at slutte af med lidt bebop til aftenskaffen. En sjælden oplevelse på vore breddegrader.